EU-domstol lader EU-ansattes gaveafgift blive i hjemstaten trods flytning

Domstolen har fastslået, at den fiktion om skattemæssigt hjemsted, der beskytter EU-tjenestemænd, omfatter gaveafgiftEuropa, og at en tjenestemand bevarer beskyttelsen, selv efter at være flyttet af personlige årsager til en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende arbejderEuropa. I dom af 15. oktober 2026 i sag C-275/25 (Kolwager) besvarede Første Afdeling to spørgsmål fra Tysklands Bundesfinanzhof om første punktum i artikel 13, stk. 1, i protokol nr. 7 om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter.

Tvisten angik A, der har været ansat i Den Europæiske Investeringsbank siden 1995, som protokol nr. 7 gælder for i medfør af dens artikel 21. A flyttede fra Østrig til Luxembourg ved tiltrædelsen og flyttede siden til Tyskland efter sit ægteskab i 2010 for at bo med sin ægtefælle, mens han beholdt sin luxembourgske lejlighed. I 2013 modtog han en gave på 300.000 EUR fra sin bror, der bor i Østrig. Ved afgørelse af 13. april 2017 pålagde den tyske skattemyndighed 56.000 EUR i tysk gaveafgift af overførslen, idet den behandlede A som havende et yderligere skattemæssigt hjemsted i Tyskland ved siden af det østrigske — en opfattelse, som A's administrative klage, afgjort 1. august 2019, tiltrådte. Finanzgericht Rheinland-Pfalz gav A medhold den 16. september 2021 med den begrundelse, at årsagen til etablering af bopæl skal vurderes ved tjenestemandens tiltræden i Unionens tjeneste, og skattemyndigheden appellerede på et retligt grundlag.

Vedrørende det første spørgsmål fastslog Domstolen, at første punktum i artikel 13, stk. 1, gælder for gaveafgift, selv om teksten kun nævner indkomstskat, formuesskat og arveafgiftEuropa. Disse kategorier er selvstændige EU-retlige begreber, ikke defineret ved national ret: at overlade deres rækkevidde til hver medlemsstats klassifikationer ville fragmentere den ensartede skatteordning og kunne lade reglen gælde eller ikke gælde, alt efter hvilken national ret der leverer definitionen. En gaveafgift deler de væsentlige kendetegn ved både arveafgift og indkomstskat — en vederlagsfri overdragelse eller den berigelse, den medfører — og i de fleste medlemsstater falder gaver ind under den ene eller den anden. At udelukke gaver ville efterlade tjenestemænd med to skattemæssige hjemsteder, lade arveafgifter omgås gennem lempeligt beskattede gaver i bopælsstaten og ødelægge den enkle, forudsigelige skatteposition, der gør Unionens tjeneste attraktiv.

Vedrørende det andet spørgsmål fastslog Domstolen, at en tjenestemand, der først etablerede bopæl uden for oprindelsesstaten for at udføre Unionens opgaver, bevarer det skattemæssige hjemsted i oprindelsesstaten, selv efter af personlige årsager at være flyttet til en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende arbejderEuropa. Artikel 13 taler om ét formodet hjemsted, og dens fordeling af beskatningsbeføjelser kan ikke afhænge af tjenestemandens vilje — et punkt, der allerede blev fastslået i Domstolens dom fra 1993 i X (C-88/92). En flytning for at være nær familien eller en bopæl formet af blandingen af faglige, økonomiske og personlige motiver bag ethvert valg af hjem ophæver ikke beskyttelsen, så længe Unionens tjeneste fortsætterEuropa; at lade den afhænge af en vurdering af subjektive motiver ville gøre reglen usikker. Domstolen mindede kun om, at tjenestemænds valg af bopæl fortsat er begrænset af personaleregler, der kræver bopæl på eller nær tjenestestedet. Anvendt på A kan Tyskland ikke behandle ham som havende et yderligere skattemæssigt hjemsted dér med henblik på gaveafgift ved siden af ØstrigEuropa. Retsgrundlag: første punktum i artikel 13, stk. 1, i protokol nr. 7.