EU-domstol sætter barren for sanktionsbrud ved Yemen-betalinger

Domstolen har fastlagt, hvordan EU-sanktionsretten behandler betalinger til ikke-listede offentlige organer, som sanktionerede personer hævder at kontrollereEuropa: betaling af en voldgiftskendelse til et sådant organ kan være indirekte tilrådighedsstillelse af midlerEuropa, men kun hvor de listede personer faktisk kan få pengene — vist ved objektive beviser for en tilstrækkeligt betydelig risikoEuropa — og der er ingen formodning om kontrol ud fra konkurrerende kravEuropa. Femte Afdelings dom af 15. oktober 2026 i sag C-842/24 (DNO Yemen mod Petrolin m.fl.) besvarer tre spørgsmål fra Frankrigs Cour de cassation om artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1352/2014 om Yemen.

DNO, Petrolin, Moe og Dove havde produktionsdelingsaftaler med Yemens olieministerium og statsejede YOGC. Efter houthiernes overtagelse af Sana'a i 2014–2015 trak de sig i januar 2015; en Pariser-kendelse af 15. juli 2019 pålagde DNO, Petrolin og Moe at betale erstatning til ministeriet og YOGC. Pariser-appeldomstolen afviste deres annullationssøgsmål den 5. oktober 2021 og krævede bevis for, at modtagerne handlede for eller under listede personers kontrol med hensigt at begunstige dem. Imens fuldbyrdede ministeriet i Oslo, og den 4. december 2023 betalte DNO nettobeløbet til ministeriet alene, efter at YOGC havde overdraget sine rettigheder. DNO og Petrolin appellerede med den begrundelse, at Paris havde indsnævret det brede indirekte begreb ved at kræve kontrol plus hensigt.

Domstolen fastslår, at sådanne betalinger kan være indirekte tilrådighedsstillelse, selv hvor listede personer blot hævder kontrol ved siden af den legitime regering uden at udøve denEuropa. ”Direkte eller indirekte” og ”stillet til rådighed” er brede anti-omgåelsesbegreberEuropa, der dækker fuldbyrdelse af kendelser, som lader listede personer opnå dispositionsretEuropa; kontrol-eller-instruktion og videregivelsesevne er relevante, men ikke nødvendige omstændighederEuropa. Parallel houthi-styre i Sana'a, hævdet kontrol over modtagerne og konkurrerende betalingskrav efter kendelsen betyder, at omdirigering ikke kan udelukkes — den nationale ret må verificereEuropa.

Men en blot hypotetisk risiko er ikke nokEuropa. Forbuddet rammer kun, hvor objektive materielle beviser viser en tilstrækkeligt betydelig sandsynlighed, vurderet ud fra alle omstændigheder — herunder hæmmende faktorer som den legitime regerings anti-omdirigeringsforanstaltningerEuropa. En formodning ud fra Yemens usikre politik eller blot konkurrerende kontrolkrav ville være disproportionalEuropa: den kunne ramme mange ikke-forbundne offentlige enheder, skade den legitime regering, der medeover kendelsen, og tjene houthi-propaganda.

Kontrol formodes heller ikke ud fra konkurrerende krav. Den nationale ret skal vurdere et tilstrækkeligt specifikt, præcist og samstemmende sæt indicier uden generelle formodningerEuropa. Annullationssøgeren skal vise en umiddelbart ikke-ubetydelig sandsynlighed gennem specifikke, præcise og samstemmende indicierEuropa — modtagerne behøver ikke bevise et negativEuropa — men når den tærskel er nået, er det modtagerne, der skal fremlægge beviser, der udelukker risikoenEuropa; retten kan pålægge undersøgelsesforanstaltninger, konsultere FN/EU-materiale eller spørge myndighederEuropa. Den legitime regerings manglende samarbejde med listede personer er relevant, men ikke tilstrækkeligt aleneEuropa: regeringen og enheden skal vise konkrete foranstaltninger, der faktisk kan forhindre omdirigeringEuropa. Retsgrundlag: artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1352/2014, som ændret ved forordning (EU) 2021/397.