European UnionEUR-Lex
Udbydere på begge sider leverer direct debit, fastslår Domstolen
Domstolen: udbyderne på begge sider leverer direct debit-ydelsen, også ved videresendelse til konti med begrænset adgang; indløsning og initiering bortfaldt.
By Taxxa AI OyPublished 19 November 2026
Financial Sector & MarketsLegal & Corporate
Industry: Pengeinstitut- og finansieringsvirksomhed undtagen forsikring og
Den 19. november 2026 fastslog Domstolen (Første Afdeling), at både betalingsmodtagerens udbyder af betalingstjenester og betalerens udbyder leverer direct debit-ydelsen, når en direct debit gennemføresEuropa
Europa, i sag C-274/25. En udbyder på modtagersiden, som kun videresender direct debit-ordrer og indsamler midlerne på konti med begrænset funktionalitet, leverer stadig en direct debit-ydelse.
Europa Subsidiære spørgsmål om klassifikation som indløsning eller som betalingsinitieringstjeneste krævede derfor ikke svar.
Europa
Forelæggelsen fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas udspringer af en inddragelse af en tilladelse. Alternative Payments UAB, med tilladelse fra Lietuvos bankas den 16. september 2014 til udstedelse eller indløsning af betalingsmidler samt til pengeoverførsler, tilsluttede sig i 2017 SEPA CENTROlink-systemet. Den 26. august 2022 inddrog Litauens bank tilladelsen efter blandt andre overtrædelser at have konstateret levering af direct debit uden tilladelsesdækning. Vilniaus apygardos administracinis teismas afviste selskabets søgsmål den 14. september 2023, og selskabet appellerede.
Alternative Payments’ kunder er handlende, der inddriver betaling fra deres købere. Køberen samtykker i, at den handlende debiterer køberens konto, den handlende iværksætter debiteringen, og Alternative Payments sender ordrerne ind i SEPA direct debit-ordningen via CENTROlink. Køberens konto debiteres af køberens egen udbyder. Midlerne lander på kundekonti i Alternative Payments’ system, som kunderne ikke har adgang til, og hvorfra de ikke kan betale; selskabet videresender derefter pengene til konti, som kunderne har hos andre udbydere.
Vedrørende det første spørgsmål læser Domstolen definitionerne samlet: artikel 2, nr. 2, i forordning (EU) nr. 260/2012 og artikel 4, nr. 23, i direktiv (EU) 2015/2366 definerer en direct debit som debitering af betalerens konto på betalingsmodtagerens initiativ med betalerens samtykkeEuropa
Europa, der ifølge direktivet kan gives til betalingsmodtageren, dennes udbyder eller betalerens udbyder
Europa. Gennemførelsen involverer fire parter, idet modtagerens udbyder videresender ordren og indsamler de debiterede midler, mens betalerens udbyder debiterer kontoen, uden hierarki mellem disse trin. Sammenhængen bekræfter det: artikel 81, stk. 3, og artikel 83, stk. 3, i direktiv 2015/2366 pålægger modtagerens udbyder egne pligter til at sikre, at modtageren får det fulde beløb, og til at videresende ordren rettidigt til afvikling på forfaldsdagen. Mandatdefinitionen i artikel 2, nr. 21, i forordning nr. 260/2012 beskriver ligeledes en transaktion, der gennemføres fra begge sider. At anse begge udbydere for leverandører undgår at opsplitte ydelsen og tjener målene om at lukke huller og anvende regelsættet ensartet.
Vedrørende det andet spørgsmål er det uden betydning, at kun betalerens udbyder foretager selve debiteringenEuropa
Europa, inden for en nødvendigvis fælles transaktion
Europa, og indsamling er udtrykkeligt en del af en direct debit efter artikel 2, nr. 20, i forordning nr. 260/2012
Europa. Kontiene med begrænset funktionalitet er ligeledes uden betydning
Europa: Definitionerne stiller ingen krav til kontokarakteristika ud over besiddelsen af en betalingskonto, der bruges til gennemførelse af transaktioner
Europa, og indsamlingskontiene her var identificeret ved IBAN og modtog betalinger behandlet gennem et centralbankstyret system.
At videresende direct debit-ordrer placerer derfor en udbyder på modtagersiden under punkt 3, litra a), og punkt 4, litra a), i bilag I til direktiv 2015/2366Europa – den klassifikation, der var på spil, hvor en tilladelse, der kun dækkede udstedelse eller indløsning og pengeoverførsler, blev inddraget
Europa –, og indsamlingskonti med begrænset adgang ændrer ikke analysen
Europa. Hvordan inddragelsen falder ud på substansen, er nu op til den litauiske domstol
Europa, som også træffer afgørelse om sagsomkostningerne.
Retsgrundlag: Artikel 2, nr. 2, i forordning (EU) nr. 260/2012 og artikel 4, nr. 23, i direktiv (EU) 2015/2366 samt punkt 3, litra a), og punkt 4, litra a), i bilag I til samme direktiv.
Betalingsmodtagersidens udbydere, der videresender direct debit-ordrer, bør kontrollere, at deres tilladelse dækker gennemførelse af direct debits, da indsamlingskonti med begrænset funktionalitet ikke tager aktiviteten ud af direct debit-klassifikationen.