Uanmeldt båd kun til reparation er ingen indførsel; reeksport kan slette gæld

Retten fastslår, at indførsel af et tredjelands transportmiddel til Unionen uden toldklarering ikke er en momspligtig indførsel, når objektiv og verificerbar dokumentation viser, at det aldrig var bestemt til brug i Unionen, og at det forlod den igen uden faktisk brugEuropa. Reparations- og vedligeholdelsesarbejde før reeksport tæller ikke i sig selv som en sådan brugEuropa, og reparationstjenesterne er selvstændige transaktioner. En toldskyld som følge af den uregelmæssige indførsel kan stadig bortfalde efter reeksport, når arbejdet kunne have været tilladt under aktiv forædlingEuropa.

Sagen vedrører en ejer med bopæl i Schweiz, der kørte en schweizisk indregistreret sejlbåd på trailer ind i Tyskland uden at frembyde den for toldvæsenetEuropa. Standset samme dag oplyste han, at han var på vej til et tysk værft for arbejde på påhængsmotoren. Toldstedet opkrævede importtold og importmoms. Han betalte tolden, lod værftet overhale sværd, motor, brændstoffiltrering og udstødningskatalysator og reeksporterede derefter båden til SchweizEuropa. Skatteretten annullerede afgørelsen og anså enhver told- og momsskyld for bortfaldet ved reeksport. Bundesfinanzhof forelagde to spørgsmål: om et transportmiddel indgår i Unionens økonomiske net, når der kun udføres en tjeneste på det, og om vedligeholdelse og reparation før eksport er brug efter artikel 124, stk. 1, litra k), i EU-toldkodeksen.

Om moms minder Retten om, at indførsel efter artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 30 i momsdirektivet med afgiftspligtens indtræden efter artikel 70 og 71 løber parallelt med tolden: ulovlig indførsel skaber en formodning for, at varerne er indgået i det økonomiske net og kan forbrugesEuropa, fordi forbrug er den handling, moms beskatter. Men overtrædelsen alene beviser ikke indtræden i nettetEuropa. Formodningen afkræftes, når importøren med objektiv og verificerbar dokumentation viser, at varerne ikke var bestemt til forbrug eller brug i UnionenEuropa. Transportmidler bruges, ikke forbruges, og faktisk brug betyder anvendelse i overensstemmelse med deres særlige funktion, navnlig transport af personer eller gods. Tilstedeværelse i Unionen, kørsel til reparationsstedet på trailer uden sejlads og arbejde, hvis eneste formål er at gøre båden sejlklar, er ikke faktisk brugEuropa. Schweizisk bopæl og registrering, trailertransport, manglende tyske forbindelser ud over værftet og reeksport taler imod brug i Unionen, hvilket den forelæggende ret skal efterprøve. At reparationstjenester i sig selv kan være afgiftspligtige tjenester efter artikel 2, stk. 1, litra c), er uafhængigt af importmomsen og gør ikke bådens indførsel til en indførselEuropa.

Om told opstod skylden efter artikel 79, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 952/2013 for brud på frembydelsespligten i artikel 139, stk. 1Europa. Artikel 124, stk. 1, litra k), læst med 38. betragtning og artikel 124, stk. 6, lader en artikel 79-skyld bortfalde uden svig, når varerne ikke er blevet brugt eller forbrugt og har forladt Unionens toldområdeEuropa. Brug betyder kun brug, der i sig selv ville begrunde told. Arbejde, der kunne have været tilladt som aktiv forædling efter artikel 256, er ikke brug, selv uden formel tilladelseEuropa; en manglende formalitet kan ikke tilsidesætte en bestemmelse, der netop er skabt til overtrædelser. Den forelæggende ret skal undersøge, om værftsarbejdet faldt ind under aktiv forædling, og om ejeren opfyldte betingelserne i artikel 211, herunder tilbagevirkende tilladelse og for en person etableret uden for Unionen undtagelsen i artikel 161 i delegeret forordning (EU) 2015/2446.

Retsgrundlaget er artikel 2, stk. 1, litra d), artikel 30, 70 og 71 i Rådets direktiv 2006/112/EF og artikel 79, 124, stk. 1, litra k), artikel 139, 211 og 256 i forordning (EU) nr. 952/2013 med artikel 161 i delegeret forordning (EU) 2015/2446, efter forelæggelse i henhold til TEUF artikel 267.