GA: Kapitel III i forordning 2022/1854 gyldigt efter artikel 122, stk. 1

Generaladvokat Athanasios Rantos har foreslået at stadfæste energisolidaritetsbidraget og i det store hele at godkende den belgiske afgift. I sit forslag til afgørelse af 22. oktober 2026 i sag C-358/24 Varo Energy Belgium m.fl., fremsat efter en præjudiciel forelæggelse fra Grondwettelijk Hof, konkluderer han, at kapitel III i forordning (UE) 2022/1854 er gyldigt vedtaget med hjemmel i artikel 122, stk. 1, TEUFEuropa, i overensstemmelse med de betingelser, som bestemmelsen stiller for vedtagelse af foranstaltninger med denne hjemmel. Bestemmelsen dækker ekstraordinære økonomiske nødsituationer, hvilket energiforsyningskrisen i 2022 var; ordningen er midlertidig og finder kun anvendelse på meroverskud for regnskabsårene 2022 og 2023 under en forordning, der gjaldt indtil den 31. december 2023; og bidraget er egnet og ikke åbenbart uforholdsmæssigt, da det kun tager en del af meroverskuddet og lader virksomhederne beholde en margen til investeringer og stabilitet. Den fiskale karakter er ingen hindring: artikel 122, stk. 1, udelukker ingen fiskale foranstaltninger, og reglen om enstemmighed i artikel 115 finder ikke anvendelse, når afhjælpning af krisen er det primære mål.

Hvad angår ækvivalens, pålægger den belgiske lov af 16. december 2022 raffinaderierne for 2022-2023 6,9 euro pr. ton omdannet råolie og de primære deltagere for 2022 for diesel, gasolie og benzin 7,8 euro pr. kubikmeter bragt i omsætning med en top-up efter artikel 4, stk. 3, til niveauet i forordningens artikel 15 og 16, nemlig mindst 33 % af overskud, der overstiger gennemsnittet af de skattepligtige overskud for de fire regnskabsår, der begynder den 1. januar 2018 eller derefter, med mere end 20 %. Generaladvokaten læser artikel 14 således, at den ikke er til hinder for en foranstaltning, der udvider sit personelle anvendelsesområde ud over virksomhederne i artikel 2, nr. 17), og artikel 14, stk. 1, forudsat at udvidelsen ikke anfægter foranstaltningens ækvivalente karakter for de virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen, og at foranstaltningen for disse virksomheder opfylder kravene i forordningen, herunder et tilsvarende eller højere provenu. Men primære deltagere i distribution falder uden for artikel 14, stk. 1Europa, så foranstaltningen kan ikke gælde som ækvivalent for demEuropa, gennemfører ikke artikel 14 for deres vedkommende, og chartret finder ikke anvendelse. Der er følgelig ingen anledning til at besvare det tredje spørgsmål om chartrets artikel 20 og 21.

Artikel 30 og 110 TEUF er efter hans opfattelse heller ikke til hinder for afgiften på de primære deltagere. Den er ikke en afgift med tilsvarende virkning som told: den afgiftsudløsende begivenhed er den omdannede eller i omsætning bragte mængde, anvendt efter samme kriterier på importerede og indenlandske produkter, og fraværet af belgisk råolieudvinding ændrer ikke dette. Den henhører i stedet under artikel 110 TEUF, som den opfylder, så længe den gælder uanset oprindelse og uden tungere beskatning af andre medlemsstaters produkter eller indirekte beskyttelse af anden indenlandsk produktion, med forbehold for efterprøvelse.

Afgiften er heller ikke statsstøtte. Referencerammen er selve loven af 16. december 2022, et ekstraordinært kriseinstrument, der kan udskilles fra det almindelige skattesystem, og der er ingen selektivitet uden forskelsbehandling mellem operatører i en sammenlignelig faktisk og retlig situation set i lyset af dette mål. Ikke-deltagere har kun ca. 10 % af markedet, mængderne af lampeolie er små, petroleum betjener et særskilt marked og kul er marginalt, uden gasudvinding i Belgien, så disse operatører synes at befinde sig i en anden situation, med forbehold for den forelæggende rets konstateringer. Hvis dette bekræftes, er der ikke behov for en begrundelsesundersøgelse, og der skulle ikke ske forudgående anmeldelse til Kommissionen.

Retsgrundlaget er artikel 122, stk. 1, TEUF, artikel 14-18 og 22 i forordning (UE) 2022/1854, chartrets artikel 20 og 21, artikel 30, 107, stk. 1, 108, stk. 3, og 110 TEUF samt den belgiske lov af 16. december 2022.