Udbytteskatkløft kræver fuld kredit hos indehaver, fastslår Domstolen

Spanien beskatter udbytter udbetalt til et amerikansk regulated investment company med 15 %Europa, mens udbytter udbetalt til et hjemmehørende kollektivt investeringsinstitut beskattes med selskabsskat på 1 %Europa. Domstolen fastslår, at denne tungere byrde er en restriktion for kapitalens frie bevægelighedEuropa, som principielt er forbudt efter artikel 63 TEUFEuropa, og at en bilateral dobbeltbeskatningsoverenskomst kun neutraliserer den, hvor hele satsforskellen faktisk kan fradrages i den skat, der skyldes i bopælsstatenEuropa.

Tvisten vedrører Ishares Europe ETFEuropa, et amerikansk regulated investment company efter Investment Company Act of 1940Europa. For udbytter fra aktier i spanske selskaber modtaget i skatteårene 2007 til 2010 opkrævede Spanien skat af ikke-hjemmehørendes indkomst ved kildeskat på 15 %Europa efter artikel 10, stk. 2, litra b), i overenskomsten mellem Amerikas Forenede Stater og Kongeriget Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning, undertegnet i Madrid den 22. februar 1990. Ishares søgte tilbagebetaling af forskellen mellem de tilbageholdte 15 % og satsen på 1 % for udbytter modtaget af hjemmehørende enheder efter artikel 28, stk. 5, i loven om selskabsskat, beregnet på bruttoudbyttebeløbet. Audiencia Nacional tilkendte tilbagebetalingen med renter; skattemyndigheden appellerede til Tribunal Supremo, som forelagde neutraliseringsspørgsmålet for Luxembourg.

Den tungere spanske skattebyrde består alene, fordi Spanien har udøvet sin beskatningskompetence, og er derfor en mindre gunstig behandling af indkomst udbetalt til et ikke-hjemmehørende institutEuropa, som kan afholde fra grænseoverskridende investeringerEuropa. Denne konklusion står fast, selv om Ishares selv ikke betaler amerikansk selskabsskat af udbytterneEuropa og vælter skattebyrden over på sine andelshavere under skattetransparensordningenEuropa. Den spanske regerings påberåbelse af Finanzamt für Großbetriebe holder ikkeEuropa af samme grund: denne fortolkning var betinget af, at udbytter udbetalt til den ikke-hjemmehørende enhed ikke blev beskattet tungere i udbetalingsstaten end udbytter udbetalt til et hjemmehørende institut.

Når Spanien beskatter både hjemmehørende og ikke-hjemmehørende kollektive investeringsinstitutters indkomst fra et hjemmehørende selskab, bliver deres situationer sammenligneligeEuropa, hvilket den forelæggende ret — som allerede anser de to instituttyper for objektivt sammenlignelige — skal bekræfteEuropa.

Neutralisering gennem en dobbeltbeskatningsoverenskomst kræver, at det beløb, der svarer til hele forskellen mellem de to satser, i alle tilfælde fradrages i den skat, der skal betales i bopælsstatenEuropa. For Ishares selv er denne mulighed kun teoretiskEuropa: efter den amerikanske særordning beskattes indkomsten ikke i dens navn, men henføres til dens aktionærer eller andelshavereEuropa, til hvem den overførte udbytterne og den udenlandske skattecredit. Spanien kan ikke påberåbe sig overholdelse gennem en overenskomst, som modparten ikke kan benytte, hvor instituttet har valgt en lovlig, ikke-misbrugende transparensordningEuropa — selv om et valg om beskatning på enhedsniveau principielt ville have givet fuldt fradrag, men ville have bundet hele dens indkomst, ikke kun de spanske udbytter.

Neutralisering kan fortsat virke på andelshavernes niveauEuropa. Overenskomstens artikel 24, stk. 2, litra a), lader USA modregne i amerikansk indkomstskat skat betalt i Spanien på en hjemmehørendes vegne, så overenskomsten kan give andelshaverne mulighed for at anvende creditten for den spanske kildeskatEuropa. Den forelæggende ret skal efterprøve, at de faktisk kan detEuropa, og at fradraget fuldt ud dækker forskellen mellem satsen på 15 % og satsen på 1 %Europa. Først da er restriktionen neutraliseretEuropa.

Retsgrundlaget er én afsluttende sætning: artikel 63 TEUFEuropa, anvendt på den spanske kildeskat på 15 % efter artikel 10, stk. 2, litra b), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Spanien og USA og creditmekanismen i overenskomstens artikel 24, stk. 2, litra a).