GA: Tysk geninvesteringsudsættelse strider mod kapitalfrihed

Generaladvokat Ćapeta har foreslået, at Tysklands skatteudsættelse ved geninvestering krænker de frie kapitalbevægelser ved at udelukke virksomheder uden tysk fast driftsstedEuropaEuropa — mens investorer fra tredjelande fortsat er udelukket i medfør af standstill-klausulen. Hendes forslag til afgørelse af 15. oktober 2026Europa i Case C-410/25Europa (Commission v Germany), et traktatbrudssøgsmål efter Article 258 TFEU, foreslår, at Domstolen fastslår, at Tyskland har tilsidesat Article 63(1) TFEU og Article 40 i EEA AgreementEuropa; Domstolen selv har endnu ikke afsagt domEuropa.

Paragraph 6b i Einkommensteuergesetz (indkomstskatteloven) lader virksomheder fradrage en kapitalgevinst på jord, bygninger eller indlandsfartøjer i anskaffelsessummen for et erstatningsaktiv — eller hensætte den i en reserve i op til seks år — og udsætter dermed skatten, indtil erstatningsaktivet sælgesEuropa. Men Paragraph 6b(4)(2) betinger fordelen af, at det afståede aktiv uafbrudt i seks år har tilhørt et fast driftssted i TysklandEuropa. Ikke-residente virksomheder, der blot ejer tysk fast ejendom, beskattes af gevinsten efter Paragraph 49(1)(2)(f)Europa, men skal betale øjeblikkeligt uden udsættelseEuropa. Domstolen har allerede underkendt spejlkravet til erstatningsaktivet (Paragraph 6b(4)(3)) som en krænkelse af etableringsfrihedenEuropa i 2015 (C-591/13); Tysklands løsning — ratebetaling over fem år efter Paragraph 6b(2a) — tilfredsstillede Kommissionen på dette punkt, og denne sag forfølger det resterende krav til det afståede aktiv efter kapitalfrihedenEuropa.

Forslaget til afgørelse finder en restriktionEuropa: at betinge udsættelsen af et tysk fast driftssted afskrækker ikke-residente fra at investere i tysk fast ejendom eller geninvestere salgsprovenuet dérEuropa, eftersom residente statistisk set oftere har et sådant. Situationerne er objektivt sammenlignelige efter Article 65(1)(a) TFEUEuropa — begge kategorier betaler tysk selskabsskat af gevinsten på tysk ejendomEuropa, og begge har brug for geninvesteringsfleksibilitet for at tilpasse sig strukturændringerEuropa — så den bopælsbaserede forskelsbehandling kan ikke unddrage sig Article 63(1) på dette grundlagEuropa.

Ingen af Tysklands tre begrundelser holderEuropa. At fremme indenlandske investeringer er rent økonomisk og kan ikke begrunde en kapitalrestriktion; ordningen garanterer ikke engang fortsat tysk aktivitet og er ikke målrettet SMV'er. Skattesammenhængen svigter på grund af manglende direkte sammenhæng: udsættelsen vedrører selskabsindkomstskat, mens den påståede modvægt — fritagelse for lokal erhvervsskat for ikke-residente — er en anden skat, og den samlede skattebyrde kan ikke opveje en specifik forskelsbehandling. Og den afbalancerede fordeling af beskatningsbeføjelserne kræver ikke øjeblikkelig beskatningEuropa: som i 2015-dommen bevarer Tyskland sin ret til at beskatte den tyske gevinst, men kan opkræve den senere, f.eks. gennem ratebetalinger med sikkerhedsstillelse, i stedet for at kræve betaling på forhåndEuropa.

Bedstefarklausulen i Article 64(1) redder ordningen kun over for tredjelandeEuropa: Paragraph 6b stammer fra 1964, forslaget til afgørelse finder, at den falder inden for denne klausuls anvendelsesområde, og Kommissionen bestrider ikke dette punkt — men klausulen kan ikke påberåbes over for EU/EØS-investorerEuropa.

Retsgrundlag: Articles 63(1), 64(1) og 65 TFEU; Article 40 EEA Agreement; Paragraph 6b EStG; generaladvokatens forslag til afgørelse af 15. oktober 2026 i Case C-410/25; dom af 16. april 2015 i Case C-591/13Europa.