Højesteret: SKAT må bruge Panama Papers; § 10-fejl annullerer ikke ansættelse

Højesteret har afgjort to omstridte spørgsmål om brugen af lækkede offshore-data i danske skattesager. I en dom af 28. oktober 2026Domsdatabasen i sagerne BS-53826/2025-HJR, BS-53828/2025-HJR og BS-53832/2025-HJRDomsdatabasen stadfæstede domstolen landsretternes dommeDomsdatabasen: SKAT var berettiget til at anvende købt Panama Papers-materiale i grundlaget for sine afgørelserDomsdatabasen, og en eventuel manglende iagttagelse af retssikkerhedsloven § 10 gjorde ikke de deraf følgende skatteansættelser ugyldigeDomsdatabasen.

Sagerne udspringer af SKATs køb i 2016 fra en anonym kilde af lækkede data fra et advokatfirma i Panama. Materialet identificerede blandt andre to danske skatteydere som ejere af det panamanske selskab X Inc. og som indehavere af en »Power of Attorney« for selskabet. SKAT købte materialet for at indlede skatteundersøgelser af en række af de selskaber og personer, der var nævnt i det. I 2018 forhøjede SKAT den skattepligtige indkomst for X Inc., Appellant 1 og Appellant 2Domsdatabasen: X Inc. blev beskattet i Danmark af overførsler, som de to personer havde foretaget til selskabet, og af det løbende afkast af indeståendet på selskabets bankkonto i Luxembourg, mens de to personer blev beskattet af overførsler fra selskabet til dem selv. Skatteyderne anfægtede ansættelserne med den argumentation, at støtten på lækkede oplysninger erhvervet fra en anonym kilde var en sagsbehandlingsfejl, og at tilsidesættelse af § 10 gjorde ansættelserne ugyldige.

For så vidt angår de lækkede data fandt Højesteret, at SKAT havde været berettiget til at anvende de købte Panama Papers som led i den lovbestemte kontrol med henblik på at sikre en korrekt skatteopkrævningDomsdatabasen. Købet tjente til at indlede skatteundersøgelser af navngivne selskaber og personer, og denne anvendelse faldt inden for SKATs lovlige kontrolfunktion frem for at udgøre en sagsbehandlingsfejl, der kunne tilsidesætte ansættelserneDomsdatabasen.

For så vidt angår retssikkerhedsloven § 10 gentog domstolen beskyttelsen: hvor der er konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, har personen som udgangspunkt ingen pligt til at give myndighederne oplysningerRetsinformation, og myndighederne skal vejlede personen om, at der ikke er pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelseDomsdatabasen. Denne garanti, som i forarbejderne kædes sammen med retten efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til ikke at udtale sig om den påståede lovovertrædelse og til ikke at blive tvunget til at medvirke til opklaringen af denDomsdatabasen, varetager et retssikkerhedsmæssigt hensyn af betydning for en straffesagDomsdatabasen. Formålet med bestemmelsen er ikke at sikre, at en skatteansættelse bliver korrektDomsdatabasen. Manglende iagttagelse af § 10 under den administrative behandling af en skattesag medfører derfor ikke, at skatteansættelsen bliver ugyldig, hverken bedømt efter § 10 eller efter artikel 6, stk. 1Domsdatabasen.

Det praktiske resultat er, at ansættelserne over for Appellant 1, Appellant 2 og X Inc. står ved magtDomsdatabasen, uden at der i øvrigt var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skatteansættelserDomsdatabasen. For rådgivere og myndighedernes sagsbehandlere adskiller præjudikatet de to spor: § 10 og retten til ikke at inkriminere sig selv begrænser, hvordan oplysningspligter anvendes mod en mistænkt i en strafferetlig sammenhængRetsinformation, men de omstøder ikke en i øvrigt begrundet ansættelse af skattepligtig indkomstDomsdatabasen. Retsgrundlag: retssikkerhedsloven § 10; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 1Domsdatabasen.