Betalingsinstitutter må kun sælge valutaterminer under MiFID-undtagelsen

Domstolen fastslog den 5. november 2026Europa i sag C-339/25 Iulicris Recycling mod IbanfirstEuropa, at et betalingsinstitut med tilladelse efter direktiv (EU) 2015/2366 må udbyde valutaterminer som accessoriske ydelser med nær tilknytning til betalingstjenesterEuropa, men at disse terminer skal opfylde undtagelsesbetingelserne for investeringsselskaber, når de udgør investeringsservice vedrørende finansielle instrumenterEuropa. Første Afdelings dom besvarer en præjudiciel forelæggelse fra tribunal de l'entreprise francophone de Bruxelles i en tvist om gyldigheden af tre fleksible valutaterminer og den margin, der er betalt under dem.

Iulicris Recycling, en rumænsk råvaregenbrugsvirksomhed, afvikler en stor del af sine forpligtelser i rumænske leu, mens det skrot, virksomheden sælger, prissættes i amerikanske dollar. Efter at have åbnet en multivalutakonto hos Ibanfirst, en virksomhed med tilladelse som betalingsinstitut fra Belgiens Nationalbank, indgik den tre fleksible terminer den 17., 28. og 30. september 2021, der fastlåste USD/RON-kursen til 4,20, 4,22 og 4,25 for beløb på op til 3 mio. USD, 3 mio. USD og 4 mio. USD. Fra marts 2022 stillede Ibanfirst marginkrav, hvorunder Iulicris betalte 894.724 USD og 1.498.000 USD mellem den 9. marts og den 7. oktober 2022. Efter et afvist etårigt rollover udløb kontrakterne i november 2022, og i maj 2023 sagsøgte Iulicris i Bruxelles med påstand om kontrakternes ugyldighed og tilbagebetaling af marginbeløbene.

Domstolen bekræfter først, at artikel 18, stk. 1, litra a), i direktiv 2015/2366 dækker mere end spotveksling til dagskursEuropa: også aftaler, der fastlåser valutakursen for et senere tidspunkt, kan falde under valutaydelser, der udbydes som nært tilknyttede accessoriske ydelserEuropa. Men bestemmelsen regulerer ikke sådanne ydelser fuldt ud og udelukkende, når de også falder inden for direktiv 2014/65's anvendelsesområdeEuropa. At lade betalingsmålet sejre over investorbeskyttelsen, blot fordi et instrument sælges sammen med en betalingstjeneste, ville underordne det ene direktivs mål det andet, hvilket Domstolen afviser.

Om direktiv 2014/65 finder anvendelse, afgøres af to filtreEuropa, som det tilkommer den forelæggende ret at efterprøveEuropa. For det første skal kontrakterne være finansielle instrumenterEuropa: terminer og valutaderivater falder under punkt 4 i afsnit C i bilag I til direktiv 2014/65 efter Banif Plus Bank-definitionen af en terminskontrakt, medmindre de undgår klassificering efter artikel 10, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2017/565Europa. Denne undtagelse kræver fire kumulative betingelser: fysisk afvikling undtagen ved misligholdelse eller ophør, mindst én part, der ikke er en finansiel modpart, et formål om at lette betaling for identificerbare varer, tjenesteydelser eller direkte investeringer, samt at kontrakten ikke handles på en handelspladsEuropa. For det andet finder direktiv 2014/65 stadig ikke anvendelse, når undtagelsen i artikel 2, stk. 1, litra c), for lejlighedsvis ydede tjenesterEuropa gælderEuropa, som præciseret i artikel 4 i den delegerede forordningEuropa: en nær faktisk forbindelse, der gør ydelsen underordnet hovedaktiviteten, intet formål om at opnå en systematisk indtægt deraf og ingen markedsføring af investeringsevnen undtagen som oplyst accessorisk ydelseEuropa.

For betalingsinstitutter og grænseoverskridende betalingsfintechs er den praktiske pointe, at en betalingstilladelse plus en valutatilladelse ikke i sig selv dækker valutaterminer og futures solgt til erhvervskunderEuropa: hvert produkt skal bestå klassificeringstesten i artikel 10, stk. 1, litra b), og ellers de tre betingelser for lejlighedsvis karakter i artikel 4, eller der kræves en MiFID-tilladelse som investeringsselskabEuropa. Afdækkende virksomheder bør kontrollere modpartens tilladelsesgrundlag for afdækningen.

Retsgrundlaget er artikel 18, stk. 1, litra a), i direktiv (EU) 2015/2366, artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 4, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2014/65/EU samt artikel 4 og artikel 10, stk. 1, litra b), i delegeret forordning (EU) 2017/565.