GA: ingen direkte virkning for gældseftergivelse efter direktiv 2019/1023

Generaladvokat Jean Richard de la Tour har foreslået, at Domstolen fastslår, at EU-rettens forrang ikke forpligter en national ret til at tilsidesætte en national regel om nægtelse af gældseftergivelse, selv hvis den er i strid med direktivet om restrukturering og insolvens, fordi de pågældende bestemmelser ikke kan anvendes direkteEuropa. I sit forslag til afgørelse af 22. oktober 2026 i sag C-578/25 Ariez, fremsat efter en præjudiciel forelæggelse fra Audiencia Provincial de Valladolid, konkluderer han, at hverken artikel 20 eller artikel 23, stk. 2, i direktiv (UE) 2019/1023 er ubetinget og tilstrækkeligt præcis, så ingen af dem har direkte virkningEuropa. Nationale myndigheder og domstole skal ikke desto mindre fortolke deres nationale ret i overensstemmelse med direktivets formål, så vidt det er muligtEuropa.

Forelæggelsen udspringer af en fælles insolvens, hvor ægteparret Oscar og Vanesa, som var insolvente, ansøgte om eftergivelse af ubetalte gældsforpligtelser den 10. september 2024. Agencia Estatal de Administracion Tributaria (AEAT) modsatte sig eftergivelse for Oscar i medfør af artikel 487, stk. 1, nr. 2), i texto refundido de la Ley Concursal (TRLC)Europa, fordi en endelig afgørelse af 4. januar 2016 havde erklæret ham subsidiært ansvarlig for skattegæld i et selskab, han ledede. Bestemmelsen fastslår, at en skyldner, der i de ti år for ansøgningen om gældseftergivelse har været omfattet af en endelig afgørelse om udvidelse af ansvaret, ikke kan opnå eftergivelse af ubetalte gældsforpligtelser. Hindringen bortfalder kun, hvis skyldneren senest på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet, har betalt al den gæld, der er omfattet af ansvaret, fuldt ud. Retten i første instans nægtede Oscars gældseftergivelse, og han appellerede.

Belobene viser, hvorfor den forelæggende ret prøver proportionaliteten. Efter realisation af ægteparrets aktiver, herunder deres bolig, restererede gældsforpligtelser på 282,000 euros, 17,856.95 euros var blevet tilbagebetalt under bobehandlingen, og kun 10,000 euros i skattegæld kunne eftergives under det lovbestemte loft, så der restererede 20,547.19 euros i skattegæld. Appellanten gør gældende, at AEAT blokerer hele gældseftergivelsen for at beskytte højst 10,000 euros i skattekrav på trods af hans gode tro, hvilket han mener er uforholdsmæssigt efter Domstolens praksis i Corvan and Bacigan.

Generaladvokatens begrundelse bygger på direktivets opbygning. Artikel 23, stk. 2, lader medlemsstaterne opretholde eller indfore begrænsninger af gældseftergivelse under visse veldefinerede og behørigt begrundede omstændighederEuropa, idet eksemplerne indledes med ord svarende til »såsom«, og 80. betragtning bekræfter, at yderligere undtagelser ikke er udelukketEuropa. Fordi hver medlemsstat vælger, hvilke undtagelser den vil gennemføre, og fordi artikel 20's generelle ret til adgang til mindst én procedure for gældseftergivelse selv er underlagt disse undtagelserEuropa, finder han, at ingen af bestemmelserne fastsætter en forpligtelse i ubetingede og utvetydige vendinger, som en domstol kunne anvende direkteEuropa. Han minder om, at Domstolen allerede i Corvan and Bacigan fastslog, at listen i artikel 23, stk. 2, er vejledendeEuropa, at yderligere begrænsninger er tilladt, når national ret viser, at de forfølger en legitim offentlig interesseEuropa, og at den nationale ret prøver deres proportionalitet, uden at gå videre end hvad der er passende og nødvendigt. Forslaget til afgørelse kalder disse præmisser tvivlsomme: det bemærker, at modstridende spansk retspraksis snarere tyder på, at en konform fortolkning ikke ville være umuligEuropa, men fastholder, at dette ikke skaber direkte virkningEuropa.

Retsgrundlaget er artikel 20 og artikel 23, stk. 2, i direktiv (UE) 2019/1023, artikel 487, stk. 1, nr. 2), i Real Decreto Legislativo 1/2020 (TRLC) som ændret ved Ley 16/2022 samt artikel 3, 41, stk. 1, og 43, stk. 1, litra b), i Ley 58/2003 General Tributaria.