EU-Domstolen: sen skattebetaling redder ikke tilbudsgiver

Et medlems betaling af fastslåede skattegæld efter udløbet af fristen for anmodninger om deltagelse ophæver ikke den obligatoriske udelukkelsesgrund, der gælder for det.Europa Men ordregiveren kan ikke forkaste hele konsortiet uden først at undersøge, om det pågældende medlem kan udelukkesEuropa. Det er den balance, Domstolen fandt den 12. november 2026Europa i sagen ETS m.fl. mod Rete Ferroviaria Italiana (C-268/25).

Rete Ferroviaria Italiana gennemførte en begrænset procedure for en jernbanetransportkontrakt til en anslået værdi af 298 924 044 euro. Det midlertidige konsortium ETS m.fl. blev rangeret først for tre delkontrakter. Ordregiveren spurgte derefter Sub-Service, et medlem af konsortiet, om dens skattegæld og informerede ETS som spids samme dag. Sub-Service kunne ikke påvise at have handlet inden udløbet af tilbudsfristen; derefter, men inden tildelingen, opnåede den eftergivelse og betalte fuldt udEuropa. ETS tilbød at udelukke Sub-Service med uændret tilbud. Ordregiveren udelukkede i stedet hele konsortiet og tildelte kontrakten til den næstbedste.

Udelukkelsen byggede på tre skatteovertrædelser endeligt fastslået mod Sub-Service inden fristenEuropa ved opkrævningsmeddelelser for 2016, 2018 og 2019 for et samlet beløb over den italienske tærskel. Efter artikel 94, stk. 6, i den italienske kodeks udelukkes en sådan økonomisk aktør automatisk, medmindre bortfald, betaling eller bindende betalingstilsagn fandt sted inden tilbudsfristens udløbEuropa; efter artikel 97 undgår et konsortium udelukkelse kun, hvis det oplyste en allerede eksisterende grund inden tilbudsafgivelsen og rettidigt traf udelukkelses- eller erstatningsforanstaltninger.

På det første punkt stadfæstede Domstolen en streng fristEuropa. Den obligatoriske skatteudelukkelsesgrund i artikel 57, stk. 2, i direktiv 2014/24 bortfalder, når aktøren har betalt eller indgået en bindende aftale om betaling, inklusive renter og bøderEuropa, men bestemmelsen fastsætter ingen udtrykkelig fristEuropa. Fristen følger af artikel 57, stk. 3, andet afsnit, hvorefter medlemsstaterne kan fravige, når udelukkelse ville være åbenbart uforholdsmæssig, navnlig når aktøren fik kendskab til det nøjagtige skyldige beløb, da den ikke længere kunne handle inden fristen for anmodninger om deltagelseEuropa. Denne undtagelse ville blive indholdsløs, hvis betaling på et hvilket som helst tidspunkt inden tildelingen ophævede grunden. Self-cleaning-mekanismen i artikel 57, stk. 6, dækker grundene i stk. 1 og 4, ikke skattegrunden i stk. 2Europa. Den strenge læsning beskytter de offentlige finanser og belønner tilbudsgivere, der afregner skat inden fristen.

På det andet punkt gav Domstolen konsortiet en ny chance. Artikel 79, stk. 2, andet afsnit, andet punktum, i direktiv 2014/25 pålægger den ordregivende enhed at kræve udskiftning af en påberåbt enhed ramt af en påberåbt obligatorisk udelukkelsesgrundEuropa, og fjerde afsnit udvider denne logik til konsortier, der trækker på et medlems kapacitetEuropa. Udskiftning sker nødvendigvis efter indgivelsen af anmodningen om deltagelse, da enheden først da kan efterprøve tilbuddet. En national regel, der forbyder udelukkelse eller udskiftning af medlemmet, så hele konsortiet er ude uden undersøgelse af omstændighederne, strider derfor mod disse bestemmelser læst med proportionalitetenEuropa, selv når konsortiet først fik kendskab til den allerede eksisterende grund gennem ordregiverens konstateringerEuropa.

Den nye chance har to grænser. Ordregiveren skal vurdere, hvad konsortiet, især spidsen, kunne have gjort for at opdage grundenEuropa, og bør udelukke gruppen, hvis spidsen tilsidesatte sin omhu, så gruppen ikke kan anses for redelig og pålideligEuropa. Den forelæggende ret skal vurdere den falske europæiske egenerklæring (ESPD) og de midler, ETS havde til at kontrollere skatteoverholdelsen. Udelukkelse uden erstatning er kun tilladt, hvis konsortiet fortsat opfylder udvælgelseskriterierne, uden at ændringen svarer til et nyt tilbudEuropa.

Retsgrundlaget er artikel 57, stk. 2 og 3, i direktiv 2014/24 samt artikel 79, stk. 2, artikel 80, stk. 1, og artikel 36, stk. 1, i direktiv 2014/25Europa.