European UnionEUR-Lex
Rejser til arbejdsgiverbestemte steder er arbejdstid, fastslår Domstolen
Rejsetid — selv uden for normal arbejdstid — til en arbejdsgiverbestemt arbejdsplads er arbejdstid efter direktiv 2003/88; 48-timers-spørgsmålet blev afvist som uantageligt.
By Taxxa AI OyPublished 22 October 2026
Industry: Across industries
Domstolen (sjette afdeling) fastslog den 22. oktober 2026 i sag C-420/24, at rejsetid — selv uden for normal arbejdstid — til og fra en arbejdsgiverbestemt arbejdsplads, der ikke er den faste eller sædvanlige, for at udføre opgaver efter arbejdsgiverens instrukser er »arbejdstid« efter artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF
Europa. Domstolen traf ingen materiel afgørelse om medregning af rejser i overtidstærsklerEuropa: den erklærede det andet spørgsmål — om EU-retten er til hinder for den nationale ikke-medregningsregel — for uantageligtEuropa.
Sagsøgeren BZ ledede investerings-, storreparations- og katastrofetjenesten i Iași-regionens vej direktorat (CNAIR) med kontraktligt tjenestested i Iași. Fra den 8. til den 15. juni 2021 foretog han gentagne inspektionsture til vejanlæg i Suceava, Botoșani og Focșani samt til CNAIR's hovedkontor i Bukarest — over 1.500 km på otte dage på rumænske lande- og amtsveje, idet området ikke havde motorveje, i et køretøj stillet til rådighed af arbejdsgiveren (med chauffør til Bukarest), med hjemkomst samme dag undtagen efter Bukarest og delvis uden for normal arbejdstid. CNAIR nægtede at godkende hans timeseddel og betale de 31,5 timer, idet rejserne blev anset for at falde uden for hans virksomhed efter arbejdsretlig artikel 111. Tribunalul Iași afviste kravet den 20. juli 2022: tjenesterejseordrers tidspunkter alene var utilstrækkelige uden aktivitetsrapport eller kørebog, og den aftalte procedure krævede, at arbejdstagerne først søgte kompenserende hvile, før de krævede overtidsbetaling. Fagforeningen appellerede til Curtea de Apel Iași.
Med hensyn til antageligheden forkastede Domstolen CNAIR's indvendinger: fortolkning af EU-retten formodes at være relevant, og lønstriden kræver først, at rejsetidens retlige karakter fastlægges. Realitetsmæssigt anvendte Domstolen de tre kumulative betingelser i artikel 2, stk. 1, som hver især skal efterprøves af den forelæggende ret. For det første udøvelse af virksomhed: instrukserne fastlagde destination og rejsearrangementer med tjenesterejseordrer og kørebogskontrol, så rejserne var uløseligt knyttet til hans opgaver. For det andet til arbejdsgiverens disposition: han kunne hverken ændre dato eller destination og rådede ikke frit over sin tid, selv med chauffør — arbejdets intensitet er uden betydning. For det tredje på arbejde: sådanne rejser er uløseligt forbundet med normal opgavevaretagelse, hvor regelmæssige missioner, kontrol på byggepladser og møder uden for tjenestestedet indgår i de kontraktlige funktioner, idet arbejdstageren holdes borte fra sit sociale og familiære miljø med ringe råderum over ikke-aktiveret tid. Uden for normal arbejdstid ændrer intet; direktivet anerkender ingen mellemkategori.
Disse er selvstændige EU-retlige begreber, der tjener direktivets sundheds- og sikkerhedsformål, og artikel 2 tillader ingen undtagelse. Domstolen fulgte sin rejsetidsautoritet STAS-IV (C-110/24 af 9. oktober 2025) og on-call-afgørelsen Ramavić (C-373/24 af 30. oktober 2025), citeret analogt, samt den tidligere Federación de Servicios Privados-afgørelse (C-266/14 af 10. september 2015) om arbejdstagere uden fast arbejdssted: et kontraktligt fast tjenestested tager ikke arbejdsgiverbeordrede rejser ud af arbejdstiden.
Det andet spørgsmål faldt på tærsklen: forelæggelseskendelsen angav ingen grund til, at artikel 6, litra b)'s gennemsnitstid eller chartrets artikel 31, stk. 2, var relevanteEuropa, som procesreglementets artikel 94, litra c), kræver. Dommen kan derfor ikke påberåbes for medregning af rejser i 48-timers-gennemsnittet eller for chartrebaserede lønkravEuropa. For arbejdsgivere, der sender inspektører, teknikere eller kundeplaceret personale væk fra det kontraktlige tjenestested, kvalificerer sådanne arbejdsgiverstyrede rejser sig som arbejdstidEuropa og udløser direktivets beskyttelse, uanset interne procedurer om kompenserende hvile førstEuropa; tjenesterejseordrer, arbejdsgivertransport og kørebogskontrol peger alle mod kvalifikation, mens løn fortsat reguleres af national retEuropa. Retsgrundlag: artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003; spørgsmålet om artikel 6, litra b), og chartrets artikel 31, stk. 2, blev erklæret uantageligtEuropa.
Arbejdsgivere, der sender personale væk fra det kontraktlige tjenestested, bør behandle arbejdsgiverstyrede rejser som arbejdstid efter direktivets beskyttelse, bevare tjenesterejseordrer og kørebøger, der viser arbejdsgiverstyring, og ikke støtte sig til procedurer om kompenserende hvile først — mens løn håndteres efter national ret.