Domstol begrænser gammelt informationsdirektiv til oplysningsrettigheder

Domstolen har afgjort, at værnet om rettigheder i det tidligere arbejdsgiverinformationsdirektiv 91/533/EØF kun dækker rettigheder, der følger af selve direktivet, såsom retten til at modtage den skriftlige redegørelse for ansættelsesvilkår, og ikke materielle rettigheder i henhold til kontrakten eller ansættelsesforholdet såsom løn eller pensionsbidragEuropa.

Dommen besvarer en forelæggelse fra distriktsdomstolen i Napoli i en tvist mellem en arbejdstager, LW, og Trenitalia SpA og det nationale socialsikringsinstitut (INPS). LW blev i maj 2003 stillet til rådighed for Trenitalia gennem et vikarbureau. Ved dom af 31. oktober 2018 fandt appelretten i Napoli, at udlejningen var ulovlig, og fastslog et ansættelsesforhold med Trenitalia fra maj 2003; Trenitalia ansatte LW med virkning fra den 1. juli 2019 og blev særskilt dømt til at betale LW 110.308,13 euro i lønrestancer. Trenitalia betalte derefter socialsikringsbidrag til INPS for januar 2016 til juni 2019, men intet for maj 2003 til december 2015 med den begrundelse, at INPS anså disse bidrag for forældede efter den femårige forældelse i artikel 3, stk. 9, i lov nr. 335/95.

LW sagsøgte principalt for betaling af de manglende bidrag, subsidiært for en livrente efter artikel 13 i lov nr. 1338/62 og mere subsidiært for erstatning efter artikel 2116 i civillovbogen. Den forelæggende ret stillede fem spørgsmål om rækkevidden af artikel 8, udskudt løn og tilgængelige retsmidler.

Domstolen besvarer kun det første spørgsmål og finder ingen grund til at besvare resten. Artikel 8, stk. 1, kræver, at medlemsstaterne giver enhver arbejdstager, der anser sig for krænket ved manglende overholdelse af pligterne i direktivet, adgang til domstolsprøvelse. Læst som helhed sikrer denne formulering de rettigheder, arbejdstagerne har i kraft af arbejdsgiverens oplysningspligter, ikke rettighederne i henhold til deres kontrakt eller ansættelsesforhold: meddelelse om de væsentlige forhold efter artikel 2, gennem et af artikel 3-dokumenterne og inden for dets frister, oplysninger til udstationerede arbejdstagere efter artikel 4 og meddelelse om ændringer efter artikel 5Europa.

Artikel 2, stk. 2, opregner væsentlige forhold, hvoraf nogle i sig selv er rettigheder, men direktivet behandler dem kun som oplysninger, der skal videregives. Retsgrundlaget for disse materielle rettigheder ligger i andre EU- eller nationale instrumenter, herunder overenskomster, som artikel 2, stk. 3, bekræfter ved at tillade henvisninger til love og aftaler for flere punkter. En krænkelse af disse materielle rettigheder er derfor ikke i sig selv relevant for overholdelsen af direktivet, som kun pålægger en oplysningspligt.

Direktivets formål bekræfter dette: anden og syvende betragtning underlægger ansættelsesforhold formkrav for at beskytte arbejdstagerne mod mulige krænkelser og skabe gennemsigtighed på arbejdsmarkedet ved at oplyse dem om de væsentlige elementer i deres forhold. Denne gennemsigtighed beskytter indirekte de materielle rettigheder ved at gøre arbejdstagerne bevidste om dem, men direktivet forpligter ikke i sig selv medlemsstaterne til at sikre disse rettigheder.

Det operative svar er derfor, at artikel 8, stk. 1, kun dækker rettigheder, der følger af direktivet, såsom retten til at modtage et af de dokumenter, der er opregnet i artikel 3, og ikke kontrakt- eller ansættelsesrettigheder, som arbejdsgiveren skal oplyse arbejdstageren om efter artikel 2Europa. Domstolen erklærer forelæggelsen for antagelig og afviser indsigelser om, at tvisten er rent intern eller ubegrundet, da disse argumenter vedrører substansen snarere end antageligheden.

Retsgrundlag: artikel 2, 3 og 8, stk. 1, i Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om de vilkår, der gælder for ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet.