EU-Domstolen: dobbeltkontraktlærere har krav på ferieløn for begge kontrakter

Den 8. oktober 2026 afsagde Domstolen (Første Afdeling) dom i sag C-706/23Europa, en rumænsk forelæggelse fra Curtea de Apel Iaşi i en tvist mellem Şcoala gimnazială »Mihai Eminescu« Vaslui og Vaslui-lærernes fagforening, der optrådte for 14 ansatte (KM m.fl.). Mellem 2019 og 2022 havde de ansatte fuldtidsundervisningskontrakter af ubestemt varighedEuropa ved siden af deltidsbestemte kontrakter med timelønEuropa, indgået fra september til juni hvert skoleår til dækning af ledige stillinger. Feriebetaling og måltidstillæg blev beregnet udelukkende på fuldtids-»basiskontrakten«Europa uden hensyn til timekontraktens indtjening; personalet fik mellem 27 og 62 feriedage i perioden.

Om feriebetaling fastslår Domstolen, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, læst i lyset af chartrets artikel 31, stk. 2, udelukker at se bort fra den anden kontraktEuropa. Betalt ferie har to sider — selve hvilen og betalingen — og arbejdstagere skal modtage deres normale løn under ferien, beregnet ud fra faktiske arbejdsperioder, så ferien økonomisk kan sammenlignes med arbejdstid. Beløbet for mindst fireugersminimummet må ikke ligge under den gennemsnitlige normale løn under faktisk arbejde; en længere national ret kan ikke opveje underbetaling af minimumsperioden, og lavere feriebetaling afskrækker fra at holde ferie. At timelønnet undervisning supplerer en tidsubestemt kontrakt ændrer ikke artikel 7-analysenEuropa.

Samme resultat følger af punkt 4.1 i både deltidsrammeaftalen (direktiv 97/81) og tidsbegrænset-rammeaftalen (direktiv 1999/70)EuropaEuropa: feriebetaling er et »ansættelsesvilkår«, der dækker løndele, og samtidig akkumulering af to kontrakter er ikke udelukket fra nogen af rammeaftalerne — udelukkelse ville utilbørligt indsnævre diskriminationsbeskyttelsen. Timekontraktpersonalet er omfattet af begge rammeaftalers personkreds, udfører arbejde identisk med indehaverne af de ledige stillinger og er dermed sammenlignelige med fuldtidsfastansatte og udsættes for mindre gunstig behandling, når den anden kontrakts indkomst udelukkes. Kontinuitetsbegrundelsen for undervisningen holder ikke: at se bort fra den anden kontrakts timer og løn er uden sammenhæng med dette mål, og en generel lovregel er ikke en objektiv grund uden præcise, konkrete, nødvendige faktorer.

Om måltidstillægget efter artikel 18 i rammelov nr. 153/2017 — en tolvtedel af to mindste grundlønninger månedligt, forholdsmæssigt efter foregående måneds faktiske arbejdstid op til 30 % af grundlønningerne — fastslår Domstolen, at det er lønindkomst og dermed et ansættelsesvilkårEuropa, så tildeling kun på basiskontraktens timer og udeladelse fra feriebetalingen også krænker punkt 4.1 i begge rammeaftaler og artikel 7, stk. 1EuropaEuropa. Begrundelsen med balanceret kost holder ikke, fordi tillægget udbetales som løn uanset faktiske madudgifter, og loft via basiskontrakten anvender pro rata temporis forkert.

Retsgrundlag: artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF, chartrets artikel 31, stk. 2, punkt 4.1 i deltidsrammeaftalen (direktiv 97/81/EF) og punkt 4.1 i rammeaftalen om tidsbegrænset arbejde (direktiv 1999/70/EF).