European UnionEUR-Lex
Domstol kan afvise 40 EUR-krav ved misbrug
Domstolen fastslog 1. oktober, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7 ikke hindrer afvisning af et 40 EUR-krav ved misbrug, men misbrug kræver både uopfyldt formål og kunstigt skabte betingelser.
By Taxxa AI OyPublished 1 October 2026
Kreditorer, der har krav på den faste godtgørelse på 40 EUR for forsinket betaling i handelstransaktioner, kan nægtes den, når kravet udgør misbrug af EU-retten, fastslog Domstolen (Tredje Afdeling) den 1. oktober 2026 i sag C-209/25Europa
Europa. Afgørelsen besvarer distriktsdomstolen for byen Warszawa, som tvivlede på, om en kreditor, der forfølger hundredvis af forældede krav på 40 EUR år efter forretningsforholdets ophør, fortsat kan påberåbe sig artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7/EU.
Tvisten angik en polsk fødevarefaktura på 4 874,60 PLN med forfald den 3. september 2020 og betaling fem dage senere, den 8. september 2020. Leverandøren Premium Food Kebab sp. z o.o. sagsøgte sin kunde Cydonia sp. z o.o. i maj 2023 alene om det faste beløb på 40 EUR uden at kræve morarenter. De to selskaber havde handlet flere gange om ugen i fire år, med lejlighedsvise forsinkede betalinger, som leverandøren aldrig havde forfulgt; efter at alle anparter i Premium Food Kebab var overgået til en ny ejer, indgav selskabet hundredvis af identiske krav på 40 EUR mod Cydonia. Den forelæggende ret anså kravet for urimeligt og i strid med direktivets formål og spurgte, om det kunne afvise det.
Domstolen svarede, at artikel 6, stk. 1, ikke er til hinder for, at en national ret afviser et krav om det faste beløb, når kreditor ved sin adfærd tilsidesætter det almindelige EU-retlige princip om, at EU-retten ikke kan påberåbes med henblik på misbrug eller svigEuropa, selv uden en national bestemmelse, der tillader afvisning. Misbrug forudsætter dog en streng prøve. Bevis for misbrug kræver for det første en kombination af objektive omstændigheder, hvor formålet med EU-reglerne trods formel overholdelse af de fastsatte betingelser ikke er opnået
Europa, og for det andet et subjektivt element, der består i hensigten om at opnå en fordel ved EU-reglerne ved kunstigt at skabe betingelserne for at opnå den.
I den konkrete sag gav Domstolen den forelæggende ret faste pejlemærker. Anerkendelse af beløbet på 40 EUR til fordel for kreditor tjener direktivets mål ved at afskrække forsinket betaling og give kreditor den fuldest mulige godtgørelse for dennes egne inddrivelsesomkostninger, så den blotte udøvelse af retten efter artikel 6, stk. 1, kan ikke sidestilles med kunstig skabelse af betingelserne for denEuropa. En kreditor kan heller ikke pålægges at kræve morarenter sammen med det faste beløb
Europa: direktivet tillader udtrykkeligt at kræve beløbet alene
Europa. Og ingen bestemmelse i direktivet underkaster retten en særlig frist
Europa; forældelse henhører under nationale processuelle regler med forbehold for principperne om ækvivalens og effektivitet
Europa.
Afgørende er, at ingen af de omstændigheder, der bekymrede domstolen i Warszawa, den ubetydelige fem dages forsinkelse, de hundredvis af parallelle krav, det for længst ophørte forretningsforhold eller leverandørens overtagelse af et økonomisk usolidt selskab, i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå misbrugEuropa. Domstolen bekræftede også, at de 40 EUR skyldes for hver forsinket betaling uanset det berørte kravs størrelse eller forsinkelsens længde
Europa, så en ubetydelig forsinkelse hverken fritager debitor eller nedsætter beløbet
Europa.
Før misbrug overhovedet vurderes, skal den nationale ret først kontrollere, at retten bestårEuropa: om betalingen den 8. september 2020 virkelig var forsinket betaling som omhandlet i artikel 2, stk. 4, henset til leverandørens tolerance over for forsinket betaling, og om leverandøren gav afkald på retten, idet et afkald er foreneligt med direktivet, hvis det er frit aftalt (IOS Finance, C-555/14)
Europa.
Retsgrundlag: Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Kreditorer, der forfølger massevise eller forældede krav på 40 EUR, bør kontrollere, at der foreligger reel forsinket betaling for hver faktura, og gemme dokumentation for inddrivelsesomkostninger; debitorer, der mødes med sådanne krav, kan påberåbe sig EU's misbrugsprincip og skal da påvise både et uopfyldt formål og kunstigt skabte betingelser.