Tredjelandsinsolvens blokerer ikke EU-kontofrys

Domstolen fastslog den 5. november 2026 i sag C-716/24 PonnerEuropaEuropa, at insolvensbehandling indledt i et tredjeland ikke blokerer en europæisk kendelse om sikrende beslaglæggelse af bankkonti, selv når medlemsstaten anerkender den udenlandske insolvens efter sin egen retEuropa. Fjerde Afdelings domEuropa efter forelæggelse fra Oberlandesgericht Frankfurt am Main sænker også bevistærsklen for kontooplysningsmekanismenEuropa: En kreditor skal ikke udpege en specifik kontoEuropa, og generelle omstændigheder, der viser stærke økonomiske bånd til den pågældende medlemsstat, kan være tilstrækkeligeEuropa.

EJ med bopæl i Tyskland havde fået en endelig udeblivelsesdom fra Landgericht Frankfurt am Main, der pålagde DX, en på Curaçao stiftet online-spiludbyder, at tilbagebetale 57.364 euro plus omkostninger og renter for tab ved onlinespil. I maj 2024 ansøgte EJ om en kontooplysningskendelse om DX's påståede konti på Cypern samt om beslaglæggelse af disse konti, med den begrundelse at indsatserne flød til DX gennem to cypriotiske selskaber, og at DX som postkasseselskab ikke havde udlægsegnede aktiver på Curaçao. Retten afviste anmodningen. I kæremålet tilføjede EJ, at der den 10. juni 2024 var indledt insolvensbehandling mod DX på Curaçao, at øens spiludbydere typisk var aktivløse postkasseselskaber, og at DX blev ledet fra Curaçao af en direktør delt med et cypernbaseret selskab.

På det første spørgsmål fastslår Domstolen, at artikel 2, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 655/2014, læst med betragtning 8, kun undtager insolvensbehandling, der falder under forordning 2015/848, fra forordningens anvendelsesområdeEuropa, altså behandling opført på dens bilag A-liste for en medlemsstatEuropa. En Curaçao-behandling fra et oversøisk land og territorium uden for traktaternes anvendelsesområde er en tredjelandsbehandlingEuropa, selv om tysk ret anerkender den efter InsO § 343Europa. Tre grunde spiller sammen: Undtagelsens formål er at undgå indgreb i EU-insolvensbehandlinger og deres effektivitet, et hensyn der ikke kan overføres på tredjelandsbehandlinger; forordningen og forordning 2015/848 hviler på gensidig tillid og gensidig anerkendelse, som ikke strækker sig til tredjelandeEuropa; og den ensartede anvendelse ville bryde sammen, hvis anvendelsesområdet afhang af hver medlemsstats nationale anerkendelsesreglerEuropa, så samme krav mod samme skyldner kunne sikres i én medlemsstat og nægtes i en anden. Artikel 46, stk. 1, der henviser procedurehuller til national ret, er irrelevant for anvendelsesområdet og for undtagne spørgsmål som anerkendelseEuropa.

På det andet spørgsmål fastslår Domstolen, at artikel 14, stk. 1, første afsnit, og artikel 14, stk. 3, ikke kræver, at kreditor påberåber sig specifikke omstændigheder, der peger på en konkret kontoEuropa. Kreditor skal behørigt begrunde årsager til at antage, at skyldneren har en konto i fuldbyrdelsesmedlemsstatenEuropa, og eksemplerne i betragtning 20, såsom at arbejde eller eje ejendom dér, er kun illustrativeEuropa. Stærke økonomiske bånd vist i generelle vendinger er nok, f.eks. hjemstedet i den medlemsstat for en betalingstjenesteudbyder, gennem hvilken kreditor betalte skyldneren, og som også er skyldnerens datterselskab, eller et agentur eller en filial tilhørende skyldneren dér.

For grænseoverskridende inddrivelses- og insolvenspraktikere er den praktiske pointe dobbelt: Skyldnere kan ikke beskytte EU-bankkonti mod beslaglæggelse ved at indlede insolvensbehandling uden for Unionen, og kreditorer, der jagter cypriotiske, maltesiske eller andre medlemsstatskonti, bør påberåbe sig skyldnerens økonomiske fodaftryk, betalingsveje og selskabsnetværk frem for først at jagte en IBAN.

Retsgrundlaget er artikel 2, stk. 2, litra c), artikel 7, stk. 1, samt artikel 14, stk. 1, første afsnit, og stk. 3, i forordning (EU) nr. 655/2014Europa.