Kosmetikforhandlere hæfter kun for fabrikantclaims ved kendt åbenbar vildledning

Domstolen fastslogEuropa den 5. november 2026Europa i sag C-435/25Europa Verband Sozialer Wettbewerb mod GUT GEKAUFT ReformhäuserEuropa, at en forhandler, der gengiver en fabrikants kosmetikpåstand ordret, kun er forpligtet til at efterprøve den, når forhandleren har tilstrækkelige oplysninger, der viser, at påstanden er åbenbart vildledendeEuropa. Ottende Afdelings dom efter forelæggelse fra Bundesgerichtshof fastslår videre, at direktivet om urimelig handelspraksis ikke kan bruges til at forbyde en sådan reklame, når denne oplysningstærskel ikke er nåetEuropa, fordi kosmetikforordningen gælder som specialregelEuropa.

Tvisten opstod af et forbudssøgsmål fra VSW, en tysk forening mod illoyal konkurrence, mod Gut Gekauft, en forhandler af diæt- og naturprodukter. Forhandleren havde markedsført et kosmetisk produkt i sine reklamebrochurer med en påstand om virkningerne af et ginsengekstrakt i det. Fabrikanten havde leveret påstanden, som også stod på produktets emballage, og havde godkendt brochuren før offentliggørelse. VSW anså ginsengekstraktets virkning ved udvortes brug for videnskabeligt ubevist og påstanden derfor for ulovlig.

På det første spørgsmål fortolker Domstolen forhandlernes due diligence-pligt i artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1223/2009, læst med forbuddet mod vildledende produktpåstande i artikel 20, stk. 1Europa, restriktivt: En forhandler, der gør et kosmetisk produkt tilgængeligt under fabrikantens navn eller mærke uden at ændre det, skal kun efterprøve de egenskaber eller funktioner, der tillægges i brochurerne, når den har tilstrækkelige oplysninger, der viser påstandenes åbenbart vildledende karakterEuropa. Om Gut Gekaufts indsats opfyldte denne pligt med de oplysninger, virksomheden havde, tilkommer det den forelæggende ret at vurdere.

På det andet spørgsmål anvender Domstolen konfliktreglen i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF.Europa Kosmetikforordningen indeholder særlige regler om forhandlernes reklamepligterEuropa og udgør som fuldt harmoniserende foranstaltning specialordningen for dette aspekt af vildledende praksisEuropa. Begge ordninger kan derfor kollidere uforeneligtEuropa: Parallel anvendelse af direktivets generelle forbud mod vildledende reklame i artikel 5, stk. 1, og stk. 4, litra a), samt artikel 6, stk. 1, litra b), ville ophæve de grænser, lovgiver har sat for forhandleransvaretEuropa. Ordret gengivet reklame må derfor ikke behandles som urimelig handelspraksis, når forhandleren mangler oplysninger, der viser dens åbenbart vildledende karakterEuropa. Anderledes, når de findesEuropa: En forhandler, der tilsidesætter sin due diligence-pligt, overtræder samtidig direktivetEuropa, så begge instrumenter fører til ansvar. Direktivet er fortsat tilgængeligt for aspekter uden for forordningens rækkevidde, såsom aggressive metoder omkring samme kampagne.Europa

For distributører, forhandlere og varemærkeejeres rådgivere er den praktiske pointe, at ordret gengivelse af en fabrikantpåstand under fabrikantens mærke i sig selv hverken udløser efterprøvelsespligt eller urimelighedsstempelEuropa; eksponeringen afhænger af, hvilke oplysninger forhandleren havde, der viste påstandens åbenbare vildledningEuropa. Klagende foreninger med forbudssøgsmål må derfor påberåbe og bevise denne videnstærskel snarere end påstandens blotte urigtighed.Europa

Retsgrundlaget er artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, første afsnit, læst med artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1223/2009Europa samt artikel 3, stk. 4, læst med artikel 5, stk. 1, og stk. 4, litra a), samt artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2005/29/EF.